Du har igennem længere tid haft en medarbejder, som virker træt og forvirret. Hun laver jævnligt fejl, du ikke forventer af så erfaren en medarbejder.
I får en god snak. Din medarbejder fortæller, at det hele er lidt for meget for tiden. Hun er presset, og har dårlig samvittighed over at tingene skrider. Hun er også bange for at blive fyret på grund af de mange fejl og fraværet, og hun vil gøre sig mere umage fremover.
Det er en medarbejder, du er meget glad for, og du håber virkelig, at det lykkes at fastholde hende.
En dag kort tid efter møder din medarbejder ikke på arbejde - uden at give besked. Hun dukker heller ikke op næste dag. Nogle dage senere, kontakter hun dig.
Hun vil ikke sige for meget, men fortæller at hun er flygtet fra sin kæreste igennem 5 år og opholder sig på et krisecenter. De har rådgivet hende til at slukke sin telefon og lukke sine sociale medier, så han ikke kan kontakte eller spore hende.
Hun er nødt til at fuldtidssygemelde sig, for hun tør ikke møde ind på arbejde - og har det psykisk dårligt efter at han tog kvælertag på hende.
Hun fortæller grædende, at hun føler sig alene og afmægtig og ville ønske, nogen havde hjulpet hende før.
Hvad gør du?
En af dine nærmeste medarbejdere kommer ind på kontoret. Der er noget, han vil tale med dig om.
Kan du huske, at han blev skilt for 3 år siden? Og at det tog hårdt på ham, fordi sagen tog meget lang tid i Familieretshuset?
Han fortæller dig, at selvom der er fælles forældremyndighed og 7-7 ordning ift. børnene, så er samarbejdet meget kompliceret.
De gik i parterapi i flere år, og efter skilsmissen er han kommet hos en psykolog, men han har det stadig svært.
Han har læst lidt om det på nettet og tror måske, at det er psykisk vold, som hans ekskone har udsat ham for, og at det fortsætter efter skilsmissen. Nu bruger hun børnene til at gøre livet surt for ham.
Han er ved at bryde helt sammen, og er bange for hvordan børnene har det. De opfører sig mærkeligt, når de har været hos deres mor, og virker ikke glade når de skal hjem til hende.
Ekskonen har lige startet en ny sag i Familieretshuset og kræver en 10-4 ordning, hvor børnene skal være mest hos hende. Hun anklager ham for ikke at være en god far og kommer med grimme beskyldninger.
Din medarbejder er dybt ulykkelig og kan slet fokusere på sit arbejde. Han har brug for hjælp.
Hvad gør du?
Hvordan kan du støtte din medarbejder og beskytte din virksomhed samtidig?
Hvordan ruster du din virksomhed til sådanne situationer?
Hvad tilbyder jeg?
Til jer, som forstår betydningen af at støtte voldsramte medarbejdere, kan jeg hyres ind som:
• Foredragsholder – hvis I vil blive klogere på vold, og hvad den gør ved jeres medarbejdere
• Facilitator af workshops – f.eks. som del af jeres HR-arbejde
• Konsulent – hvis I vil have min hjælp til (noget af) arbejdet
• 1:1 forløb for jeres medarbejdere – jeg arbejder både med voldsudsatte og voldsudøvere
Jeg har arbejdet som ledelses- og organisationskonsulent i mange år og har bred erfaring med sparring, strategiudvikling og implementering.
Min baggrund som konsulent er suppleret med voldsfaglige uddannelser, levede erfaringer med vold samt en ICF-certificeret coachuddannelse og bestyrelsesarbejde.
I 2021 tog jeg på krisecenter med 2 børn – 4 mdr. på flugt fra deres far.
Det lærte mig 5 ting, alle virksomheder bør vide:
1) At ressourcestærke mennesker også bliver ofre for vold i nære relationer
2) At hverken jeg selv eller min arbejdsplads vidste nok om vold, eller hvad den gør ved mennesker
– derfor fik jeg ikke den hjælp, jeg havde brug for. Og det er dyrt for alle parter
3) At det er hårdt og ensomt at leve i volden – og det gør det svært at 'levere' på arbejdspladsen
4) At det tager tid at rejse sig efter volden, og der er brug for en arbejdsplads, som muliggør fortsat tilknytning – for voldsramte vil gerne bidrage, og arbejdspladsen vil gerne beholde sin medarbejder
5) At der findes voldsramte medarbejdere på alle arbejdspladser. Derfor skal vi tale højt om volden og løfte i flok, så både virksomheder og voldsudsatte kommer godt igennem
Jeg er selv eksempel på et ressourcestærkt og veluddannet menneske, som har levet i vold og har rejst sig. Fra vi gik ud ad dørene på krisecentret, har jeg:
🌱 Sikret min egen og børnenes fysiske og mentale trivsel og sikkerhed
🌱 Genoprettet økonomien, skabt et trygt hjem – og en stabil og glædesfyldt hverdag
🌱 Videreuddannet mig som coach og taget voldsfaglige uddannelser – sideløbende med et fuldtidsarbejde og rollen som helt-alene-mor
🌱 Takket ja til posten som forperson og bestyrelsesleder i Center for voldsforebyggelse, fordi jeg gerne vil arbejde for et Danmark uden vold ...er det for meget at ønske for os alle sammen?
I mit samarbejde med virksomheder trækker jeg på egne erfaringer med vold; samtaler med voldudsatte; voldsfaglige uddannelser og netværk; og mange år som ledelses- og organisationskonsulent i ind- og udland.
Jeg tænker strategisk og konkret og arbejder ubesværet på alle niveauer i en organisation. I et trygt og fortroligt rum afdækker vi sammen jeres behov og muligheder. Undervejs klæder jeg jer på med den relevante voldsfaglige viden.
I kan:
✅ Bruge mig til foredrag, workshops, sparring m.m.
✅ Hive mig med ind i maskinrummet i udviklingen af politik og handleplan
✅ Bede mig hjælpe voldsramte medarbejdere 1:1 gennem coaching og vejledning
Morgendagens virksomheder forstår, at vold kan ramme alle, og den har konsekvenser for både medarbejder og virksomhed. Derfor arbejder de seriøst og med rettidig omhu for at hjælpe voldsramte medarbejdere og beskytte virksomheden på samme tid.
Kontakt mig gerne for en snak om samarbejdsmuligheder
Ditte
Skriv til mig på ditte@friafvold.com (sikker mail) eller brug kontaktformularen nedenfor.
Hvis dit spørgsmål er uegnet til at blive sendt via e-mail, kan du sende mig en SMS på 93 90 44 30
- så finder vi i stedet et tidspunkt, hvor vi kan tale sammen.